Gastrik er en fantastisk smagsforstærker til fx saucer og gryderetter. Vi bruger den altid som en ekstra finesse i andesaucen – to spsk. til en stor portion sauce er som regel nok.
Til ca en halv liter Gastrik bruger vi følgende ingredienser:
Til ca 400 g sukker bruges ca 4 dl vineddike – til den gastrik vi netop har lavet brugte vi 2 dl sherry-vin-eddike og 2 dl fransk æble-cider-eddike.
Sådan gør vi:
Smelt sukkeret på en pande uden at røre i det (ligesom til brunede kartofler) og pas på det ikke brænder på. Når sukkeret er smeltet hældes vineddiken på (pas på det kan sprøjte) og koger i ca 10 minutter til en sirup. Siruppen skal ikke koges for meget ind, idet det også tykner ved afkøling.
Hældes i en skål og afkøles, hvorefter det hældes på skolede glas/flaske – kan holde sig i meget lang tid, og behøver ikke være på køl.
Tip:
Gastrik kan hældes på smukke glas og bruges som værtindegave.







