Besøg hos Kims Køkken, Fredericia

En lille asiatisk perle i Fredericia

Rispapir ruller – Kims Køkken, Fredericia foto: Lars Lindskov
Asiatisk mad his Kims Køkken foto: Lars Lindskov

Tidligere var det en ganske almindelig café, som der ligger så mange af rundt omkring i de danske byer. Club-sandwich, burgere og nachos kan være ganske udmærket, men også lidt trættende i længden.

Kim Tan lavede cafeen om, døbte den helt enkelt Kims Køkken og satsede på asiatisk mad, men har samtidigt bevaret nogle af de danske klassikere, men dem holder vi os nu fra, når man kan få så varieret et udbud.

Udsmykningen er enkel med sorte møbler og store sort/hvide fotografier som primær udsmykning. Det giver en ro i lokalet, som opleves som meget behagelig.

Kims Køkken, Fredericia foto: Lars Lindskov

Bestemt en meget venlig modtagelse og menukortet er stort, men overskueligt opbygget. Vinkortet er bestemt ok til maden.

Noget meget populært hos Kims Køkken er delemad. Bestil 4 eller 6 forskellige retter og del maden. 4 retter koster 149,00 kr. og kan bestemt anbefales.

Asiatisk mad hos Kims Køkken foto: Lars Lindskov

Der er mange fristelser på kortet, men ofte får man jo sine favoritter og noget vi ofte vender tilbage til er chicken karry med grøntsager, stegt spidskål med hakket svinekød, svampe, gulerødder og glasnudler, hjemmelavede (det er det hele, men denne ret hedder det….)kinaruller med skinke, kylling, svinekød og spicy mayo – og så ris papir ruller i forskellige udgaver, hvor vores favorit er med tempura rejer, avacado, salat m.v. og den fået fx også med kylling.

And, karrykylling, rispapir ruller med rejser og kinaruller med kylling, skinke og svinekød foto: Lars Lindskov
Stegt spidskål med hakket svinekød, svampe, gulerødder og glasnudler foto: Lars Lindskov

Vinkortet er ikke stort, men tilpas varieret og bestemt i den billige ende. Der er primært vine fra Sydafrika, men Argentina, Italien, Californien, Alsace og Spanien er også på kortet. Huset hvide vin er Falcon Chardonnay til 149,00 kr mens huset røde er en Passo Bella til 179,00

Restaurantens dyreste vin er en spansk Lambuena Crianza Ribera del Duero til 398,00 kr.

Det er en meget behagelig oplevelse, at spise maden i Kims Køkken, atomsfæren er afslappet og meget behagelig. De friske råvarer er behandlet med respekt og man kan selv få indflydelse på, hvor kraftig krydderierne skal have indflydelse.

Nu bor vi tær på Kims Køkken, men ellers kørte vi gerne en omvej.